05. maj 2017
Elitebridgens fremtid: Hvordan sikrer vi Danmark en plads nærmere verdenseliten?
Det er et godt spørgsmål, der ikke er nemt at besvare. Vi er nødt til at tænke anderledes. Andre lande tager større skridt fremad i øjeblikket, end vi gør. Det skyldes bl.a., at de lever af at spille og dermed hele tiden oplever problemerne ved bordet og ikke i forberedelsessituationer. En civil karriere ved siden betyder også, at vores spillere virkelig skal ville deres bridgekarrierer for at få en travl hverdag med karriere, bridge og familie til at hænge sammen.
Den vigtigste turnering er og bliver EM, der bliver afholdt hvert andet år. Ønsket er at blive blandt de 6 bedste i alle tre rækker overordnet set. Vi må dog indse, at konkurrencevilkårene bliver hårdere og hårdere, fordi flere og flere spillere fra flere og flere lande lever professionelt af at spille kort, så ønsket bliver sværere og sværere at opfylde.
Som en del af et mere procesorienteret koncept for elitebridge i Danmark kører Eliteforum fremadrettet med to-årige forløb for de 3 bruttotrupper til vores landshold i bridge. Det næste EM bliver afholdt i Ostende i 2018. 2017 bliver et mellemår, hvor Eliteforum ønsker at teste så mange par som muligt internationalt, mens arbejdet på den organisatoriske front fortsætter for at skabe de bedste rammer for vores elitebridge fremadrettet.
Arbejdsområder i Eliteforum
Målet for Eliteforum er at udvikle og fremme dansk elitebridge på den bedst mulige måde. Det er fælles formål jeg som ansat og de fire frivillige personer i Eliteforum (Bo Bilde, Povl Sommer, Peter Magnussen, Lars Høffner) arbejder for at nå.
Flere frivillige yder en kæmpe indsats uden at være en del af Eliteforum. Jan Nielsen og Jesper Dall står i spidsen for at udvikle meldetræning til parrene i bruttotruppen, og vi vil også inddrage flere personer til at udtage holdene, så vi er sikret en bred geografisk repræsentation, når vi udtager landshold til EM, VM og World Bridge Games.
Bo Bilde, Povl Sommer og Peter Magnussen er ansvarlige for henholdsvis Åben række-, dame- og seniorholdet.
Bruttotrupperne er delt ind i A- og B-trupper. Sidstnævnte kommer ikke i betragtning til at blive udtaget til det landshold, de er B-trup i. Trupperne består de kommende to år af følgende spillere:
Åben række:
A-truppen
Dennis Bilde − Morten Bilde
Martin Schaltz − Søren Christiansen
HC Graversen − Poul Clemmensen
Kasper Konow – Michael Askgaard
Jonas Houmøller – Lauge Schäffer
Allan Cohen – John Norris
Ole Raulund – Thomas Vang Larsen
B-truppen
Stig Werdelin – Sigurd Lauge Pedersen
Dametruppen
Helle Rasmussen – Lone Bilde
Stense Farholt – Tina Ege
Bjørg Houmøller – Signe Buus Thomsen
Fie Houlberg –Christina Lund Madsen
Seniortruppen
A-truppen
Dorthe - Peter Schaltz
Steen Schou - Jørgen Hansen
HC Nielsen - Knud-Aage Boesgaard
Niels Henriksen - H.K. Sørensen
Stig Werdelin – Sigurd Lauge Pedersen
Georg Norris – Geert Jørgensen
Flemming Dahl – Thomas Berg
B-truppen
Jakob Bjerrum - Helge Hesselberg
Forskellige udtagelseskriterier de enkelte år
Kortere turneringer som Neighbour Challenge (NC) fungerer i år, hvor vi skal til EM som træningsturnering for de udtagne ud hold. I år uden større mesterskaber fungerer Neighbour Challenge (NC), Nordisk Mesterskab (NM) og det Åbne EM fungerer som træningstuneringer, hvor der primært er fokus på at udvikle parrene i bruttotruppen ved at spille mod stærk modstand og sekundært på de resultater, holdene skaber. I de år er formålet at teste så mange par som muligt mod god modstand, men også at sikre, at parrene får spillet en masse spil, når de er ude at repræsentere Danmark. Vi stiller derfor altid med to par til korte turneringer. Vi vil gerne præstere, når vi er ude at spille NC og NM, men det primære er at lære af erfaringerne. Det siger dog en del om spillernes tilgang til at komme ud, hvor godt forberedte de er, og fungerer spillet mindre godt en turnering, siger det tilsvarende en del, hvordan spillerne evaluerer turneringen bagefter.
Vores spillere skal ud og deltage i flere turneringer i løbet af de kommende måneder. Der kommer nyheder herom på bridge.dk op til turneringerne, og vi vil også skrive på Facebook, når der er danske hold på BBO.
Landstræner & Sportchef
Jacob Røn


